Der findes forskellige generelle miljøfonde på statsligt niveau, som i teori eller praksis kan bruges af staterne til at håndtere miljøforpligtelser, hvor en operatør har misligholdt sine forpligtelser. De kan være finansieret af generel beskatning eller afgifter rettet mod forurenende praksis og kan også have andre formål som f.eks. finansiering af miljøinitiativer generelt.
Disse anses for at adskille sig fra finansielle bestemmelser i form af en gensidig fond eller pulje, som er meget mere målrettede instrumenter med hensyn til både deres finansiering (af operatører, der har de specifikke forpligtelser og ansvar) og deres anvendelse (generelt kun som en tilbagefaldsmulighed for at håndtere disse operatørers misligholdelse).
Disse typer af generelle miljøfonde behandles ikke yderligere her.
På EU-niveau blev EU's Solidaritetsfond oprettet i 2002 efter alvorlige oversvømmelser i Østrig, Tjekkiet, Frankrig og Tyskland. Fondens fokus er at sætte EU i stand til at reagere [på en større naturkatastrofe] på en hurtig, effektiv og fleksibel måde’. Med den eneste undtagelse af skader fra Prestige har fonden imidlertid ikke ydet og yder ikke finansiering til en menneskeskabt katastrofe. Desuden yder EU's Solidaritetsfond ikke støtte, hvis skaden kan forsikres.
EU-Kommissionen offentliggjorde i 2013 en rapport om en undersøgelse af muligheden for at oprette en fond til dækning af miljøansvar og tab som følge af industriulykker.